DTU Byg

Sektioner på DTU Byg som er aktive i projektet:

Bygningsdesign

Sektionen for Bygningsdesign behandler konstruktion af hele bygninger under samtidig hensyntagen til alle relevante brugskrav. Målet er at tilgodese livskvalitet herunder anvendelighed, komfort, oplevelse, ressourceøkonomi og sikkerhed. Forskningen omfatter bygningers udformning og virkemåde såvel statisk, bygningsfysisk, arkitektonisk og sikkerhedsmæssigt med hensyn til brand og terror samt selve projekteringsprocessen og metoder hertil f.eks. digitale bygnings­modeller.

Der lægges særlig vægt på udvikling af designmetoder for de tidlige faser af projekteringen, hvor de mest betydende beslutninger tages.

På alle arbejdsområder søges løsningerne implementeret gennem formidling og et samarbejde med praktiserende arkitekter, ingeniørfirmaer og producenter, og i konkrete tilfælde etableres der et acceptgrundlag for myndighedsbehandlingen. Det betyder at forskning, formidling, innovation og myndighedsbehandling er et naturligt flow for arbejdet i sektionen.

Bygningsfysik og Installationer

Bygninger skal ud fra brugernes krav til funktion og økonomi samt samfundets krav til energibesparelser og miljøforbedringer være energieffektive, holdbare og have et godt indeklima. En samlet behandling af bygningers klimaskærm og installationer er grundlaget for at skabe bygninger med et godt indeklima og et lavt energiforbrug. Fagområdet omhandler samspillet mellem klimaskærmen, bygningsinstallationerne og intelligente metoder til styring af disse. Området er centralt både i forbindelse med design og drift af bygninger, samt i forbindelse med udvikling af byggevarer og systemløsninger.

Fagområdet behandler de tekniske, samfundsmæssige og miljømæssige problemstillinger, der kræver en udvikling imod et bæredygtigt byggeri baseret på energibesparelser og vedvarende energisystemer.

Fagområdet omfatter klimaskærmskonstruktioner herunder vinduer og solafskærmning samt bygningsinstallationer herunder solvarmeanlæg.

Fagområdet kombinerer forskning i og udvikling af bygninger med:

  • godt indeklima (basalt behov for mennesker),
  • gode funktioner (brugernes ønske),
  • lavt energiforbrug (samfundets behov, miljø- og resursemæssigt),
  • stor holdbarhed (fælles interesse for enkeltpersoner og samfundet),
  • god totaløkonomi (fælles interesse for enkeltpersoner og samfundet).

Fagområdet har relevans såvel for nybyggeriet som for renovering og vedligeholdelse af eksisterende bygninger. Set i lyset af den store værdi, som bygninger og infrastruktur repræsenterer, har vedligeholdelse af viden og forskning inden for området således stor samfundsøkonomisk betydning.

Hvilke områder af projektet løfter DTU Byg

DTU Byg stiller sine kompetencer til rådighed vedrørende brug af Building Information Modeling (BIM) og arbejdsmetoder udviklet i Det Digitale Byggeri og af bips til at få harmoniseret reglerne i Sverige og Danmark.

DTU Byg vil medvirker i at belyse hvor klassifikation kan udnyttes med fordel i forbindelse med planlægning, projektering, udførelse, drift, renovering og nedrivning af bygninger. Historisk set har klassifikation været en metode til at kunne gruppere og håndtere store mængder information. I dag er der et behov for at få belyst hvordan klassifikation og IT-systemer skal samvirke i en nutidig og fremtidig sammenhæng.

DTU Byg stiller sine kompetencer til rådighed vedr. bygningsfysiske forhold som energi og fugt, og om hvordan disse forhold kan eftervises når BIM og analyseværktøjer kobles sammen .

NYHEDSBREV