10 års brobyggeri mellem mennesker
I 2010 fylder Øresundsbron og Øresundsregionen 10 år. Og det skal fejres. Øresundsbron blev indviet den 1. juli år 2000, og dermed blev den fysiske forbindelse mellem de to dele af Øresundsregionen en realitet, så udviklingen i regionen for alvor kunne tage fat.
I begyndelsen gik det langsomt, men nogle år efter broens åbning tog begivenhederne fart: Danskerne opdagede, at det var godt og billigt at bo i Sverige og arbejde i Danmark, og titusindvis af svenskere fik job i Danmark, hvor arbejdsløsheden var lav og efterspørgslen efter arbejdskraft var stor.
I fritiden har svenskerne erstattet det ene årlige besøg i København med mange flere – og danskerne har opdaget, at der er mange gode og spændende ting at køre over til Skåne efter: En storslået natur, masser af kultur og oplevelser – og senest har kursudviklingen betydet, at rigtig mange danskere har lagt deres indkøbsture på den anden side af Sundet.
Alle disse kontaktpunkter har medført, at folket omkring Øresund har lært hinanden og hinandens kvaliteter at kende, og det er ikke længere eksotisk at bevæge sig rundt i regionen – det er blevet en del af hverdagen.
Der er stadig rigtig mange muligheder, som kan udforskes af mange flere mennesker i Øresundsregionen, men de første ti år har medført en omlægning af strukturer og vaner til gavn for hele Øresundsregionens befolkning.
Udviklingen vil blive fejret og belyst i løbet af hele år 2010. Endnu er det kun få arrangementer, som er helt fastlagte, men der er mange, som har idéer til at skabe en fest og nye traditioner omkring Øresund. Alt det vil vi gerne fortælle om på hjemmesiden, hvor vi både beretter nyt fra regionen, har en kalender, så du kan følge med i de arrangementer , som er planlagt og som vil opstå i løbet af året – og vi har bedt en række personer med meninger om at kommenterer i bloggen i løbet af året.
God fornøjelse. Vi håber, du vil besøge hjemmesiden tit og også give os idéer eller deltage i debatten på siden.