OM PROJEKTET
Bioraffinaderi
I fremtiden skal forbruget af råstoffer til kemikalier, materialer og energi helst være så CO2 neutralt som muligt. Det må i det hele taget ikke belaste miljøet og det må heller ikke tage maden ud af munden på mennesker. Bioraffinaderier kan udnytte biomaterialer til produktion af forskellige materialer på samme måde som olieraffinaderier gør på basis af råolie. Derved udgør bioraffinering et bæredygtigt og miljøvenligt alternativ til olieraffinering.
Formålet med projektet Bioraffinaderi Øresund er at etablere et pilot-skala bioraffinaderi, samt skabe et bredt fundament for udvikling og implementering af bioraffinering i Øresundsregionen gennem etablering af et Øresundsregional samarbejde om Bioraffinering.
Ved at samle projektpartnere der dækker alle aspekter af bioraffinaderiprocesser, ligefra vurdering af biomaterialer via konvertering til produkt, og ved at betragte livscyklusperspektiver af samtlige processer, vil projektet øge og sprede kundskabsniveauet om bioraffinaderier, deres miljøfordele og det vækstpotentiale de udgør for Øresundsregionen, blandt kommercielle aktører såvel som politiske beslutningstagere og regionale myndigheder.
For på den bedste og mest optimale måde at kunne opfylde den regionale industris ønsker og behov er det nødvendigt at koble de forskellige grene indenfor bioraffinering sammen i et projekt, der kommer rundt om hele bioraffineringskonceptet. På den måde opnås muligheden for at målrette projektet og resultaterne efter industriens ønsker. Projektet kan eksempelvis afdække: Hvilke materialer der er mest bæredygtige, hvilke konverteringer der er økonomiske eller hvilke specifikke produkter der er ønsket.
Projektet støttes af EU gennem Interreg IVA programmet for Øresundsregionen.